KVINDERNE I FRUTTI DI BOSCOS UNIVERS: EGLANTINE CHARRIER

31. oktober 2026

I Frutti Di Boscos univers møder vi kvinder, der gør indtryk med deres personlighed, styrke og stil. Kvinder med karakter og mod til at gå deres egne veje. Dem hylder vi i denne portrætserie.

Eglantine og jeg mødtes på Danmarks Designskole i 1998 og faldt øjeblikkeligt for hinanden. Siden har vi været veninder og fulgt hinandens liv gennem næsten 30 år. Hun har en varme, der får mennesker omkring hende til at føle sig hjemme, og et særligt blik for det smukke i hverdagen. Jeg holder meget af hende og glæder mig til at dele lidt af hendes verden her.

Som designer og kvinden bag La Table d’Eglantine har hun skabt et univers af franske vintagefund, mad og borddækning. Hendes danske og franske rødder præger både butikken i Kompagnistræde og kogebogen La Table d’Eglantine – Opskrifter fra mit franske liv. Vi møder hende til en samtale om personlig stil, gamle genstande og kunsten at samle mennesker omkring et bord.

Læs hele interviewet her:

Du har en dansk mor og en fransk far. Hvordan mødes de to kulturer i det univers, du har skabt?

Begge kulturer har altid fyldt meget i mit liv, både privat og arbejdsmæssigt. Jeg føler mig meget hjemme i begge lande, men på forskellige måder. Jeg er vokset op i Danmark og har meget af min hverdag og mit liv her, mens Frankrig altid har været en naturlig del af min identitet gennem min familie, sproget og maden.

I Frankrig har måltidet og det at samles omkring bordet en særlig plads, og det er nok noget af det, jeg har taget allermest med mig. Samtidig er jeg præget af den danske designtradition og en nordisk tilgang til æstetik og indretning.

I La Table d'Eglantine mødes de to verdener helt naturligt. De franske genstande, madtraditioner og fortællinger bliver en del af en dansk hverdag og designtradition, og jeg kan godt lide at skabe nye sammenhænge mellem dem.

Hvad giver København, Paris og huset i Vernet-les-Bains dig hver især?

Jeg elsker at bo i København. Jeg er vokset op i byen og kender hver en gade i Indre By og brokvartererne. Her er masser af kultur og oplevelser, samtidig med at byen er rolig, tryg og overskuelig, og alt ligger i cykelafstand.

Paris boede jeg i som helt ung, og i dag har jeg en lejlighed der. Byen er lidt som den første forelskelse, der altid vil stå og glimte. Jeg elsker den udadvendte måde, byen lever på. Man hilser på hinanden, snakker med tjeneren på caféen og falder i snak med mennesker, man ikke kender. Den storslåede arkitektur og museernes kunstskatte slås om opmærksomheden, restauranterne venter i hobetal, og oplevelserne står i kø.

Huset i Pyrenæerne bringer mig tættere på naturen og ned i tempo. Vandreture i bjergene er den bedste måde for mig at få luft til tankerne og mærke kroppen. På torvet er der marked flere gange om ugen, og jeg nyder at købe ind hos mennesker, der selv har dyrket deres tomater, lavet deres gedeost eller kogt marmelade af frugterne fra plantagerne.

Min base er i København, men en stor del af både mit private liv og mit arbejde har plads i Frankrig, hvor jeg rejser rundt på jagt efter smukke fund til butikken. De tre steder giver mig noget forskelligt, og jeg ville nødigt undvære nogen af dem.

Hvordan opstod La Table d’Eglantine, og hvordan bruger du din baggrund som rum- og møbeldesigner?

Jeg har tidligere arbejdet som stylist på kogebøger og madmagasiner, og i den forbindelse begyndte jeg at samle på forskellige genstande til fotoopgaverne, som jeg fandt på mine rejser rundt i Frankrig. Jeg fik lyst til at arbejde videre med de smukke fund og begyndte under coronanedlukningen at bygge et univers op på Instagram og udvikle en webshop. Det kom godt fra start. Kunderne kunne drikke deres café au lait af en gammel fransk skål og på den måde drømme sig lidt til Paris.

Efter seks måneder fik jeg lyst til at tage skridtet videre og fandt et hyggeligt lokale i Kompagnistræde. Her kunne jeg skabe et personligt univers, der understøttede min idé om at give nyt liv til de smukke fund.

Det har været vigtigt for mig at turde stole på mit eget blik og skabe et visuelt univers, der ikke nødvendigvis følger tidens trends, men som er mit eget.

Min baggrund som designer spiller ind i mange dele af mit arbejde, både når jeg dækker borde, udvikler opskrifter og tager billeder. Jeg arbejder med kompositioner og tableauer, hvor farver, teksturer, former og mønstre taler sammen og skaber nye sammenhænge.

Når jeg laver mad, arbejder jeg på mange måder ud fra den samme tilgang. Her handler det om at få smage, konsistenser og farver til at spille sammen. For mig skal mad opleves med alle sanser, og det visuelle er en naturlig del af oplevelsen.

Din kogebog er en personlig fortælling om dit franske liv. Hvilken rolle spiller minderne og din farmor Mamie Jeanne?

Tidligt i arbejdet med bogen blev det tydeligt for mig, hvor tæt jeg forbinder minder med mad og måltider. Bogen tager udgangspunkt i tre steder i Frankrig og i de retter, mennesker og oplevelser, jeg forbinder med dem. Arbejdet blev også en rejse tilbage i min egen historie.

I min kogebog er der et helt afsnit, som på mange måder er en hyldest til min farmor. At lave mad til familien var et af hendes tydeligste kærlighedssprog. Hun huskede hvert af sine børnebørns yndlingsdessert og sørgede altid for at servere netop den dessert den første aften, vi kom på besøg.

Min favorit var en Vacherin. En cremehvid isdessert med sprød marengs og en dyb pink hindbærcoulis, der løb ned over den hvide iskage.

Måltiderne hos min farmor havde deres helt egen koreografi, både i måden de var bygget op på, og i rollerne omkring bordet. Et måltid tog tid, og maden skulle nydes én del ad gangen. Ikke noget med at lægge salat, kød og grøntsager på én stor tallerken. Der skulle være tid og plads til at smage på hver enkelt del af måltidet.

Det er blevet en meget personlig madfortælling, og jeg bliver stadig rørt, når folk kommer hen til mig og fortæller om retter, de har lavet fra bogen. At tænke på, at en af min farmors opskrifter nu bliver lavet og nydt omkring bordet hos en helt anden familie, synes jeg er noget ganske særligt.

Du er vokset op i et bofællesskab. Hvad betyder fællesskabet omkring bordet, og hvad håber du at give videre til dine sønner?

Jeg er vokset op i et bofællesskab, hvor der altid var mange mennesker omkring mig, og hvor fællesskabet var en naturlig del af hverdagen. Det har helt sikkert præget min opfattelse af, hvad et hjem er. Et hjem er ikke kun et privat sted, men også et sted, hvor mennesker mødes, og hvor der er plads til andre.

Jeg har taget noget af den åbenhed med mig. Jeg holder af den uformelle måde, man kan være sammen på, når man deler et måltid. Det behøver ikke være perfekt eller særligt højtideligt. Det vigtigste er, at der er plads omkring bordet, og at folk har lyst til at blive siddende.

Jeg finder stor glæde og mening i det fællesskab, der kan opstå omkring et måltid. Der sker noget særligt i samværet, når nogen har gjort sig umage og taget sig tid. Dækket et smukt bord, lavet dejlig mad og skabt et sted, hvor man kan mødes, spise, snakke, dele og grine.

Mine tre voksne sønner er alle virkelig gode til at lave mad, og det er jeg meget glad for at have givet dem med i bagagen. De ser værdien i et hjemmelavet måltid, selvom SU'en ikke altid rækker lige så langt som ambitionerne.

Jeg ser med beundring på, hvordan de kaster sig ud i at lave mad til store selskaber af venner uden at miste pusten, og hvordan de nysgerrigt udforsker køkkener fra forskellige madkulturer.

Jeg håber, de tager glæden ved at lave mad og samle mennesker med sig videre i livet. At de ser måltidet som mere end bare noget, der skal overstås, og at de bliver ved med at invitere venner og familie omkring deres borde. Det behøver ikke være kompliceret eller dyrt, men det betyder noget at gøre sig umage.

Hvad leder du efter, når du udvælger vintagefund til butikken?

Der er noget særligt ved genstande, der bærer en historie med sig. Krystalglas, der er mere end 100 år gamle og har været fyldt med dejlige vine, rustikke dejfade, hvor brød er blevet sat til hævning, krukker, der har været fyldt med høstens syltede afgrøder, og fade, der har prydet festlige middage.

Hvert fund, jeg udvælger, er nøje valgt for sit særlige udtryk, sin historie og den stemning, det kan tilføre. Det er ikke nødvendigvis de sjældneste eller mest kostbare genstande, der fanger min interesse, men dem, der har noget særligt. En usædvanlig glasur, en smuk farvekombination, et fint mønster eller en form, der skiller sig ud.

Jeg holder af tanken om, at de gamle genstande får nyt liv, måske i selskab med noget helt moderne. Det er netop i de nye sammensætninger, at jeg synes, de bliver særligt interessante.

Hvordan vil du beskrive din personlige stil, og hvor finder Frutti Di Bosco en plads i den?

Min tøjstil er enkel og tidløs med en overvægt af sort og hvidt, men jeg elsker også at supplere med stærke farver som rød og blå.

Jeg er nok ret inspireret af den sydeuropæiske stil og kan godt lide at bryde det enkle og klassiske med mere markante smykker. De må gerne være lidt prangende og larmende og skabe en kontrast til tøjet. Jeg går sjældent i mønstret tøj, så for mig er smykkerne en måde at give et outfit mere liv og personlighed på.

Jeg kan rigtig godt lide humoren og det legende udtryk i Frutti Di Boscos smykker, og jeg er særligt begejstret for de maritime referencer i den første kollektion. Ligesom en gammel fransk café au lait-skål kan få én til at føle sig lidt som i Paris, kan et par af deres smykker få én til at føle sig som en italiensk donna – også på en helt almindelig tirsdag i København.

Hvad ønsker du at udforske videre med La Table d’Eglantine?

Jeg ser La Table d’Eglantine som stammen på et træ, hvorfra der løbende kan vokse nye grene. Det er et univers, jeg gerne vil blive ved med at udvikle, og hvor der er plads til nye idéer, projekter og samarbejder. Fælles for dem vil altid være glæden ved at samles omkring et bord, maden, der bliver stillet på det, og alt det, der omgiver måltidet.

Jeg holder af friheden til at lade nye idéer opstå og tage form undervejs, uden at alt behøver være planlagt på forhånd. Så må fremtiden vise, hvilke nye grene der vokser frem.